1. Borgerliste eller parti?

Borgerlisten i Odense tager udgangspunkt i borgernes behov og ikke de politiske partiers.
Listen er borgernes talerør, som sikrer, at borgernes meninger bliver hørt.
Listen er tværpolitisk og appellerer til alle befolkningsgrupper, uanset alder, køn og beskæftigelse.
Listen skal markere sig som et alternativ og supplement til de politiske partier.

2. Brugbart politisk redskab?

Borgerlisten skal være en synlig og debatskabende bevægelse.
Listen forpligtiger sig til at markere sig stærkt med politiske budskaber samt skabe politiske resultater til gavn for borgerne.

3. Enegang?

Borgerlisten forpligtiger sig til at virke i dialog med andre politiske lister og organisationer.
Listen skal fungere som problemløser og tage initiativer i den politiske debat.

4. Informationsteknologi

Borgerlisten lægger stor vægt på at have en velfungerende og opdateret hjemmeside, som skal være informativ og letforståelig, så Odense-borgere kan opfange det klare budskab.

5. Den demokratiske proces

Borgerlisten vil garantere Odense-borgere, at den vil arbejde for udbygningen af den demokratiske proces.
Listen vil arbejde på at oprette lokalråd i storbykvarterer og landsbyer, der gennem tiderne er blevet indlemmet i storkommunen.
Listen skal udadtil være udfordrende, debatskabende og diskuterende.

6. Læserbreve

Borgerlisten anvender læserbreve, artikler og gadeaktiviteter samt mødevirksomhed for at udbrede sine budskaber til såvel unge som ældre.

7. Rekruttering

Borgerlisten arbejder på at opbygge et netværk af borgere i alle aldersklasser med interesse for den kommunale udvikling.
Listen skal i sine aktiviteter lægge vægt på kvalitet og saglighed i forhold til igangværende debatter.
Listen skal operere synligt og sikre nye medlemmer mulighed for at engagere sig politisk.

8. Lys på særinteresser

Borgerlisten skal afsløre lobbyisme og særinteresser i den offentlige forvaltning.
Listen vil sikre sig indflydelse, når der er konflikter mellem borgere og myndigheder.
Listen vil med alle lovlige midler søge at hjælpe borgere, der er kommet "i klemme i systemet".

9. Integration

Borgerlisten vil medvirke til at få vort multietniske samfund til at fungere til glæde og gavn for alle parter.
Listen skal arbejde for en meningsfyldt dialog mellem demokratisk indstillede indvandrere og danskere.

10. Hvem kan blive medlem?

Borgerlisten er en demokratisk tværpolitisk forening, der giver plads for alle, der vil arbejde kommunalpolitisk på et demokratisk grundlag.