Budgetaftalen bør genforhandles vedr. folkeskolens økonomi

 

Folkeskolens muligheder for at leve op til undervisningsministeriets vejledende timetal er tilsyneladende forduftet som dug for solen ved dagens melding om, at folkeskolerne i Odense mangler 16 millioner kroner.

 

Disse dystre udsigter kommer kun 12 dage efter, at der er indgået et budgetforlig for 2010.

 

De politiske partiers ordførere talte ellers varmt for at sætte fokus på kommunens kerneydelser ved 1. behandling af budgettet. Men det gælder i hvert fald ikke på skoleområdet, hvor der nu opfordres til, at de enkelte skoler gennemgår budgettet med henblik på at reducere underskuddet. Og her peges bl. a. på almindelig tilbageholdenhed resten af året, stop for større anskaffelser, stop for kurser, reduktion i brugen af vikarer, undlade at besætte stillinger eller afskedige lærere.

 

Mener byrådet virkelig, at der midt i skoleåret skal afskediges lærere og formindske brugen af vikarer?

 

Skal eleverne i Odenses folkeskoler ikke have den undervisning, de har krav på, og som undervisningsministeriet anbefaler?

 

Skal lærere, der bliver syge, lide under et dårligt psykisk arbejdsmiljø, når de nu fremover skal risikere, at deres klasser ikke blive undervist eller, at deres kolleger skal påtage sig at passe eksempelvis to klasser samtidigt?

 

Borgerlisten opfordrer på den dystre baggrund forligspartierne til inden 2. behandling:

 

-         at genforhandle budgettet, så folkeskolerne fremover tildeles de økonomiske bevillinger, der skal til for at give en forsvarlig undervisning og til sikring af, at alle skoler i det mindste lever op til det vejledende timetal.

 

     -   at der i indeværende skoleår gives en tillægsbevilling på 16 millioner kr., så de        

          planlagte besparelser og dermed forringelser på undervisningsområdet undgås.

 

     -   at byrådet snarest i byrådssalen afholder en temadebat om folkeskolens fremtid i Odense

   Borgerlisten: Ny aftale om skoler  læs artikel